1 - Prøv at se hænder som kasser. Hvis man starter ud med simple former, kan man altid fylde detaljer på bagefter. Fingrene er ofte problemet at få placeret rigtigt. Hvis bare hænder var store luffer, så var det super let at tegne hænder. I billedet ovenfor har jeg tegnet hånden i to skridt, som jeg altid gør når jeg tegner.
2 - Men vi starter med at gå lidt mere i detaljer, end jeg normalt gør. Her er samme koncept - bare i fire skridt.
Skridt 1. Først forestil dig hvordan din håndflade skal vende, og lad være med at tænke for meget over fingrene (undtagen tommelfingeren). Tegn dem bare som en stor flade.
Skridt 2. Herefter kan du tegne en streg på toppen for at indikere længden af fingrene. Lillefinger skal altid være kortest og langefinger er altid den længste.
Skridt 3. Nu kan vi "skære" fingre ud af kassen vha. stregen som indikerer længde.
Skridt 4. Her gøres rent og skitsen viskes ud.
3 - Ser du hånden fra siden, kan det hele gøres meget simpelt. Her behøver du stort set kun at holde øje med længden af tommelfingeren og langefingeren. Når du har placeret de to, kan du tegne resten af hånden.
4 - Her har jeg brugt samme koncept igen, men tegnet det hele set fra et frøperspektiv. Igen skal du sørge for at langefingeren er længest.
5 - Skal du tegne en hånd som holder om noget, kan du med fordel starte ud med at tegne de fingre med samme funktion, som en lille flade der bukker sig om objektet. Pegefingeren skal være på aftrykkeren af pistolen, så her bliver jeg nødt til at definere den fra starten af. Det samme gælder for tommelfingeren. Det næste skridt indeholder igen at skrue op for detaljegraden.
6 - Nogle gange skal alle fingre sidde forskelligt. Her er det næste umuligt at tegne dem som en stor flade til at starte med. Her må man tage sig tid til at placere hver finger. Start eventuelt med at placere dem som nogle simple cylindre eller firkanter. Jeg foreslår desuden at søge lidt på google for at finde nogle referencefotos. Her tog jeg dog bare et kig på min egen hånd.
7 - Du vil måske også komme ud for at skulle tegne to hænder på samme tid, men fra forskellige vinkler. Her kan du igen starte ud med et par flader der bøjer sig om objektet, og derefter arbejde videre med detaljerne. Husk at bukke tommelfingeren ind over objektet fra modsatte side, således personen holder fast.
Tip: Du har (forhåbentlig) to hænder som du kan tage et kig på. Prøve at fold din hånd på forskellige måder og tegn den. Start ud med samme koncept, hvor du tegner i simple former og flader.
8 - Nu kan du gå igang med at eksperimentere. Forskellige karakterer har forskellige hænder, så der findes uendelige slags at tegne. Og hvis du stadig ikke føler dig super stærk i at tegne hænder, så opfind en karakter med luffer. Når du har øvet dig længe nok, kan karakteren altid tage lufferne af. God fornøjelse med tegneriet!
Mail: casper@cassan.dk - Tlf.27 32 88 27